Så er der efterhånden gået en måned siden sidste opdatering, og der er sket en masse – udover at tiden er gået stærkt:
Men for lige at starte hvor jeg sluttede sidste indlæg:
Boligjagten er indstillet – efter et par uger med boligjagt og flere besøg i mulige lejligheder/delehuse, fandt jeg en løsning med Paul(ejeren og den ene af beboerne I huset hvor jeg bor nu). Jeg sover fortsat på sofaen, men når Anders om en månedstid skal til 10 dage til udlandet og efterfølgende skal arbejde som kystlivredder, overtager jeg hans værelse.
- Telefonnummer er oprettet, og ny telefon taget i brug.
- Bankkonto oprettet
- Turene i vandet og til stranden er stødt voksende(i takt med bølgerne)
- Lidt flere løbeture – og minimum to ugentlige svømninger
Derudover er der sket en masse andet:
Jeg har fået Bonds(universitet) godkendelse til at læse de fag jeg gerne vil.
Fagene hedder:
- Performance Analysis and Fatigue
- Training Adaptation and Talent Identification
- Public Relations in Sport
- Sport Business Innovation
Altså en blanding af decideret idrætsfag og organisatoriske fag. Derudover er jeg nu officielt indskrevet på universitetet.
Det jeg mangler nu ift. studiet er at studienævnet på Syddansk Universitet godkender disse fag.
Jeg har fået købt en cykel til hverdagsbrug til 300,- Det er noget gammelt noget som forhåbentlig kan holde hele opholdet - købet af et sæt lygter og en kædelås har fordoblet dens værdi:D. Jeg købte den et sted der er drevet af frivillige og en lokal Rotary afdeling, som modtager gamle cykler. Dem de kan reparere, sælger de billigt – dem de ikke kan lave, bruger de til at bygge kørestole som de donerer til mennesker født med misdannelser eller som er blevet lemlæstet af miner i tredjeverdens lande.
Hvad jeg har oplevet af Australien siden sidst:
En udflugt til den nærtliggende Currumbin Wildlife Sanctuary, hvor vi så mange af de dyr, som er særlige for Australien. Slanger, dingoer, Possum(murmeldyr), store firben(varan), Tazmanske djævler, kæmpepindsvin og ikke mindst koalabjørne og kænguruer(Skippy). Fik blandt andet også et lille foredrag om forskellige slags slanger, kvæler- og giftslanger.En endags tre-stops udflugt:
Første stop: Solopgang på Mount Warning:
Et 1130 meter højt bjerg, sydvest for hvor vi bor. Anders, Jean-Stephen(Coco – en gut som Anders har haft fag med), Jason(en gut som Anders og jeg svømmer sammen med et par gange om ugen), var stået tidligt op for at starte opstigningen ca. Kl 0400 en søndag morgen. Bevæbnet med små rygsække og store lommelygter, begyndte vi lidt forsinket opstigningen, der på papiret skulle tage 2 timer. Opstigningen langs den regnskovsbeklædte bjergside, af anlagte stier, var ca 4 km lang, jævnt stigende hele vejen, indtil de sidste ca 100 meter. Her lignede det mere en rigtig bjergbestigning, da vi skulle bevæge os på rene klipper, med små trin hakket ind og en jernkæde til hjælp. Hele opstigningen foregik i mørke, hvilket gjorde at vi var nødt til at være relativt fokuserede ift. hvor vi satte fødderne, særligt efter at den ene af de tre lygter vi havde løb tør for batteri. Jeg havde glædet mig til turen, og var rigtig spændt på at komme deropad, og satte i et frisk trav opad. Sveden kom hurtigt frem, og det var jo lækkert nok. Jason er en fyr, der normalt har en masse mere eller mindre relevante bemærkninger til enhver situation. Men efter ca 5 min traven var det eneste vi egentlig hørte til ham, hans tunge prusten og stønnen, trofast fulgt af Cocos lige så tunge åndedræt. Min fornemmelse var at Anders og jeg egentlig var ganske godt gående, hvilket blev bekræftet af at vi flere gange fik lov til at bære de andres tasker. Og, jeg mener det uden nogen form for ironi, det var sgu fedt at få lov at tæske lidt op af bjerget med ekstra vægt. Sådan foregik det egentlig hele turen op. Når vi holdt pauser eller kunne høre der var tilløb til en Jason-bemærkning, tog vi det som i signal til at vi godt kunne spænde skruerne lidt. Grunden til hastværket var jo reel nok, idet at vi jo gerne skulle nå toppen, før solopgang. Det gjorde vi. Vel ankommet til toppen, kunne vi se at det var et yndet udflugtsmål, særligt på denne tid af dagen. I løbet af ca. 30 min. var der efterhånden flere små grupper af forskellige nationaliteter, der som en flok japanere på seightseeing i København, forståeligt nok, knipsede løs mod solopgangen. Det var super flot!
Et 1130 meter højt bjerg, sydvest for hvor vi bor. Anders, Jean-Stephen(Coco – en gut som Anders har haft fag med), Jason(en gut som Anders og jeg svømmer sammen med et par gange om ugen), var stået tidligt op for at starte opstigningen ca. Kl 0400 en søndag morgen. Bevæbnet med små rygsække og store lommelygter, begyndte vi lidt forsinket opstigningen, der på papiret skulle tage 2 timer. Opstigningen langs den regnskovsbeklædte bjergside, af anlagte stier, var ca 4 km lang, jævnt stigende hele vejen, indtil de sidste ca 100 meter. Her lignede det mere en rigtig bjergbestigning, da vi skulle bevæge os på rene klipper, med små trin hakket ind og en jernkæde til hjælp. Hele opstigningen foregik i mørke, hvilket gjorde at vi var nødt til at være relativt fokuserede ift. hvor vi satte fødderne, særligt efter at den ene af de tre lygter vi havde løb tør for batteri. Jeg havde glædet mig til turen, og var rigtig spændt på at komme deropad, og satte i et frisk trav opad. Sveden kom hurtigt frem, og det var jo lækkert nok. Jason er en fyr, der normalt har en masse mere eller mindre relevante bemærkninger til enhver situation. Men efter ca 5 min traven var det eneste vi egentlig hørte til ham, hans tunge prusten og stønnen, trofast fulgt af Cocos lige så tunge åndedræt. Min fornemmelse var at Anders og jeg egentlig var ganske godt gående, hvilket blev bekræftet af at vi flere gange fik lov til at bære de andres tasker. Og, jeg mener det uden nogen form for ironi, det var sgu fedt at få lov at tæske lidt op af bjerget med ekstra vægt. Sådan foregik det egentlig hele turen op. Når vi holdt pauser eller kunne høre der var tilløb til en Jason-bemærkning, tog vi det som i signal til at vi godt kunne spænde skruerne lidt. Grunden til hastværket var jo reel nok, idet at vi jo gerne skulle nå toppen, før solopgang. Det gjorde vi. Vel ankommet til toppen, kunne vi se at det var et yndet udflugtsmål, særligt på denne tid af dagen. I løbet af ca. 30 min. var der efterhånden flere små grupper af forskellige nationaliteter, der som en flok japanere på seightseeing i København, forståeligt nok, knipsede løs mod solopgangen. Det var super flot!
 |
| Fra Mt. Warning mod øst |
Efter en times tid på toppen, begyndte vi langsomt turen nedad, og da det nu var blevet lyst, kunne vi rigtig se omgivelserne. Kæmpe træer, lianer, bregner, fugle og en enkelt kvælerslange fik vi også set. Den sad fredeligt i nogle grene og varmede sig.
Andet stop – The Batcave: Nede fra bjerget, gik turen videre mod hvad Jason beskrev som The Batcave. En nedlagt jernbane tunnel, hvor der skulle være en masse flagermus. Først måtte vi dog bevæge os langs den nedlagte jernbane, der efterhånden var godt tilgroet. Godt ledt på vej af Coco’s skeptiske bemærkninger om rutevalget og bekymringer om giftslanger, kunne jeg ikke undgå selv at blive en anelse tilbageholdende, ift. vigtigheden af at kunne tage billeder i tunnelen. Men som den gode Kritstian Daulat Andersen nok ville sige det(ikke nødvendigvis i denne situation), tænkte jeg ”Lille venner, lille venner, tag det nu roligt!”. Så det gjorde jeg, og vi kom da også sikkert frem til tunnelen. Stille og roligt, bevægede os vi mod lyset i den anden ende. Jo længere vi kom ind, jo mere syntes jeg, at kunne høre en stille rislen fra et lille vandløb. Det viste sig dog ikke at være et vandløb, men lyden af flagermus i tusindevis. Vi fik syn for sagen da Jason, begyndte at bruge sin blitz til at vække dem, og pludselig væltede de ud af et ventilationrør i loftet. Jeg kunne mærke hvordan alle sanse organer i huden spændte til, og ved den mindste antydning af en uventet berøring, har jeg nok lettet et par cm fra jorden(Onde tunger fra turens andre deltagere, vil hævde at de aldrig har hørt nogen lyde så meget som en tøs. DET PASSER IKKE!...næsten). Vi havde efterhånden vænt os til mørket, og begyndte selv at knipse lidt løs.
Fascinerende af oplevelsen, begyndte vi roligt turen tilbage. Jason gik forrest på skinnerne, jeg lige efter. Pludselig hopper jeg instinktivt et skridt tilbage. Foran mig lå giftslange af den alvorlige slags. Ét bid, og man har ca en time til at finde et hospital. Den fortrak dog roligt fra vores vej, og sammen blev vi enige om at vi hellere ville risikere at få skældud, for at bruge den private vej som løb langs med jernbanen, end at rende ind i endnu en slange.
Tredje stop – Natural Arch:
Et lille vandfald i en underjordisk hule inde i en regnskov. Ikke så meget andet at sige at også det var flot. Mineraler i vandet, har langsomt slidt hul igennem den underliggende klippe, og ned til en underliggende hule. I mørke skulle man kunne se Glowing Worms – selvlysende orme/larver på hulevæggen.
Camping på Moreton Island:
I denne weekend(den 12. til 14. August), tog hele huset, Paul, Yuko, Anders, Pauls tyske veninde Cathrin og jeg på camping. Destinationen var Moreton Island, en af flere øer, der ligger nordfor Brisbane. Der er ingen asfalterede veje på Moreton, men kun grusveje(sandveje er dog mere dækkende). Derfor ser man kun firehjulstrækkere ombord på færgen, der i øvrigt sejler helt ind til stranden så bilerne kører direkte fra færge til strandsand. Vi kørte fredag formiddag mod Brisbane, hvor vi skulle hente vores udlejningsbil, og derfra videre til færgen. Da jeg havde stået for leje af bilen, var jeg den eneste der måtte køre den.
Efter at have vænnet mig til automatgear og til at køre i den forkerte side af vejen, selvom vejene på Moreton Island er så snævre at de alle er ensrettet(på nær strandene), var det super fedt at ’sejle’ rundt i sandet, og op af de kæmpe bakker af sand.
Efter at have vænnet mig til automatgear og til at køre i den forkerte side af vejen, selvom vejene på Moreton Island er så snævre at de alle er ensrettet(på nær strandene), var det super fedt at ’sejle’ rundt i sandet, og op af de kæmpe bakker af sand.
Rundt om på øen er der en masse små pladser, som man kan vælge at benytte sig af. Kun meget få steder, er der nogen form for moderne komfort, ellers består den typiske plads, af en lille lysning mellem de træer, der ellers dækker hele øen. Vi fandt lige præcis den vi skulle bruge – to klitrækker fra stranden, og rigeligt med plads til den store Nissan Patrol, to telte, et overdækket campingbord og et fint bålsted.
Vi havde en anelse travlt med at få pakket ud og lavet bål, da det stadig bliver tidligt mørkt hernede. Jeg havde glædet mig til bålmaden, og weekendens menu stod da også på lækkerier som kunne få mundvandet til at løbe på min saglige fader. Blandt andet, to hele jordovnsstegte kyllinger med(en anelse kulkrydret) grønsager, pølser, snobrød, marsmallows tilberedt på pind, snobrød, bacon og scrambled eggs tilberedt på kul, lidt flere marshmallows, og noget mere snobrød. Hertil kom en (eller flere) kolde fra køleren(enten en Gold(en rigtig Queenslander øl), eller en James Boags). Det kulinariske højdepunkt var dog morgenmaden søndag, som stod på store bøffer, bacon og scrammbled eggs, tilberedt på jordovn, sammen med snobrød og pølser. JEP JEP JEP! GOOOOOODDD!
Vi havde en anelse travlt med at få pakket ud og lavet bål, da det stadig bliver tidligt mørkt hernede. Jeg havde glædet mig til bålmaden, og weekendens menu stod da også på lækkerier som kunne få mundvandet til at løbe på min saglige fader. Blandt andet, to hele jordovnsstegte kyllinger med(en anelse kulkrydret) grønsager, pølser, snobrød, marsmallows tilberedt på pind, snobrød, bacon og scrambled eggs tilberedt på kul, lidt flere marshmallows, og noget mere snobrød. Hertil kom en (eller flere) kolde fra køleren(enten en Gold(en rigtig Queenslander øl), eller en James Boags). Det kulinariske højdepunkt var dog morgenmaden søndag, som stod på store bøffer, bacon og scrammbled eggs, tilberedt på jordovn, sammen med snobrød og pølser. JEP JEP JEP! GOOOOOODDD!
Vi lavede jo andet end at spise. Natten til lørdag, sov Anders og jeg i køjesenge, det var skyfrit, stjerneklart og fuldmåne. Jeg skal dog ikke sige mig fri for, at være en anelse…lad os bare sige spændt, på om jeg nu skulle vågne med en slange i hængekøjen eller noget lignende. Jeg kom dog over det, og kunne ligge og nyde udsigten til stjernerne og den fjerne rumlen af havet.
Lørdag, var vi tilbage til den anden side af øen, og fik en lille tur i vandet ved nogle rustne skibsvrag, som var et yndet mål for dykkere og lignende. Strømmen var dog relativ stærk. Ikke noget Anders og Paul lagde mærke til(begge gode svømmere), men Yuko og Cathrin drev langs med stranden, og især Cathrin fik sig en kæmpe forskrækkelse og nærdødsoplevelse, da hun var drevet bag om færgen, og den pludselig begyndte at tude i hornet. De vakse mennesker på færgen, fik smidt to redningskranse ud til dem begge. De kom langsomt ind hvor de igen kunne bunde. Alt i mens havde Paul og Anders fredeligt dykket ved vragende, hvor de havde set og taget billeder af kæmpe stimer af fisk.
Resten af lørdagen gik med lidt afslapning, fiskeri, udkig efter hvaler( som i øjeblikket vandre langs den australske østkyst), fotografering, et spil boccia ved solnedgangen samt bål på stranden og en tur i vandet. Først efter måneskinsturen i vandet, kom Paul i tanke om, at det ikke er unormalt at hajer i jagten på føde, kommer så langt ind, at de kortvarigt strander. Jeg er ganske godt tilfreds med at han ventede med at fortælle det.
Alt i alt, en super lækker tur, som ikke nødvendigvis behøver at blive den sidste.
Udover diverse ture...
...er jeg startet i den lokale triathlon klub, hvor træneren har taget rigtig godt imod mig, og hjulpet mig med udstyr; svømmeudstyr låner jeg af hende, og cykel har hun talt med den lokale cykelforretning om, som efterfølgende har solgt mig en ganske fornuftig Giant, jeg kan bruge til træning hernede. Planen er at jeg sælger den når jeg omkring nytår regner med at skulle rejse lidt rundt. Det er en 2011 model, og ikke brugt, hvilket også skulle gøre det ganske nemt at komme af med den igen. Kim fra tri klubben i Odense har været flink til at hjælpe med at sælge min gamle enkeltstartscykel(og mange tak for det Kim!! J), hvilket kunne få det til at hænge økonomisk sammen med at købe en træningscykel hernede.
Jeg har i længere tid fået hævelse i venstre knæhase når jeg har løbet længere ture. Paul, som er fysioteratpeut, gættede på at der var tale om en Bakerscyste, og han lavede en henvisning til en MRI-scanning, som rigtig nok har vist tegn på en cyste. Næste skridt i den forbindelse, er at jeg får lavet en henvisning til en knæspecialist(den bedste på Gold Coast ifølge Paul), som gerne skulle kunne hjælpe med at finde frem til god løsning. Afhængigt af hvad han siger til det, skal jeg så finde ud af om det er noget der skal gøres noget ved mens jeg er hernede.
Hvertfald kunne det være rart at få gjort noget ved det. Særligt set i lyset af de sommerfugle jeg havde i maven, da jeg i søndags fulgte med i Challenge Copenhagen.
Det var sådan lidt af det hele...håber ikke der går lige så lang tid før næste opdatering :-)
Det var sådan lidt af det hele...håber ikke der går lige så lang tid før næste opdatering :-)
